Comments In Oh yes!

Hverdagen er tilbage – og jeg trænger til et kram.

Så kom sommerferien til et stop for mit vedkommende og hverdagen viste sit grumme ansigt, det er ikke nogen hemmelighed at jeg har siddet og flyttet bunker rundt og scrollet op og ned, op og ned i mine mails i dag. Oh lord, det er hårdt at komme igang igen.

Min søn og jeg har været en uge i Italien og en uge i på Sydfyn, begge dele har været mega hyggeligt. Kunne godt have brugt lidt bedre vejr herhjemme, men det er endnu engang bare ’note to self’ om ikke at satse på godt vejr i juli på de nordlige kanter, det kommer som bekendt altid først i august. Joel er kommet til sin far nu og hvis du en single forældre kan du sikkert nikke genkendende til, at det er en ambivalent fornemmelse, for på den ene side glæder jeg mig til lidt alene tid, ro og ikke behøve tænke på fyldestgørende måltider og sjov på programmet hele tiden og på den anden side er der bare afsavn og mærkelig tomhed. Det er allermest ok, for jeg ved han også savner sin far og han har det super der. Så flueben ved det! 🙂

bardo

Nu mærker jeg så hvor meget jeg savner lidt opmærksomhed og omsorg fra en kæreste, mine relationer har nemlig været helt hul i hovedet på det sidste. Jeg ville vitterlig ikke vide hvor jeg skulle starte eller slutte, hvis jeg skulle skrive om det, ej heller vil jeg hænge nogen ud, det er ikke min stil. Eller jo, det kan det sgu godt være egentlig, hvis folk er helt kukkeluk, men mest af alt handler det nok om vi alle løber rundt som hovedløse kyllinger i kærlighedsjunglen og det er pisse, pisse svært at finde de eneste ene, hvor timing, værdier og alting går op i en højere enhed. Min veninde skrev til mig i dag; Det er frygteligt, alle er sig selv nærmest og uden empati og ingen kan mærke noget længere….

Er det virkelig sådan det er blevet? Hvad gør man så? Hvordan undgår man så at blive desillusioneret og kynisk? Eller skal man flytte på landet (hvor udvalget er lille) og vente på den lokale klejnsmed kan se lyset i én?

Jeg kan det meste selv og jeg føler mig ofte heldig og privilegeret, men jeg ØNSKER ikke at gøre det hele selv. Jeg vil kysse, holde i hånd og se solnedgangen med ham jo, for fan.

Sommerkram fra K.

thurø

You Might Also Like

Kommentarer

  1. Belinda siger:

    Min ‘metode’ var at dæmpe forventningerne til følelsen af den store, vilde forelskelse.
    Det skete altid kun med de forkerte.
    På en aktiv ferie sammen med en veninde, mødte jeg ham så.
    Han så godt ud, var god til at drikke vin og grine. Den fysiske side af sagen, gik også godt.
    Jeg var ikke TINDRENDE STJERNE forelsket, vidste ikke om vi skulle ses fremover.
    Det vidste han og tog initiativ. Og vi besøgte hinanden(jeg lidt tøvende fordi jeg manglede den der følelse af, at skulle besvime når han talte til mig🤣)
    Jeg besluttede, at blive ved for at se, hvad det blev til.
    Og det blev bare bedre og bedre. Lige så godt som på den anden måde.
    Har tænkt på, at jeg i en alder af 45 år(på det tidspkt), ganske enkelt var blevet for erfaren til at få den dér 100% knock-out følelse fra start. Der skal mere til at imponere🤣Men den kom senere. Og er der stadig efter 11 år.