Jeg skriver fra hyggelige Falkenberg Strandbad i Sverige, hvor jeg er med min veninde Kristina. Hun er tidligere personlig træner og har det meste af sit liv beskæftiget sig med krop, sind og åndelighed, så jeg vidste godt at der skulle trænes, mærkes og mediteres. Det er kun dejligt og jeg er klar. Kristina er meget mere spirituel praktiserende end jeg er, til gengæld er jeg altid åben for at lære nye ting generelt. En ting jeg har tænkt på det sidste, er at jeg er meget ’ude’ i mine følelser og lidt væk fra mig selv, men i stedet opmærksom på alle andre. Jeg kan have store armbevægelser og står gerne for både underholdning og klovnerierne. Det er en del af min personlighed og også helt fint nogen gange, men jeg skal virkelig også huske at ’tage den hjem’, hvor jeg mærker mig selv og mit. Det kan være svært og dagligdagen kan have en tendens til at køre på auto-pilot, forstået på den måde at jeg hurtigt ryger ud i fokus på andre og deres energier.
Efter morgenmaden (Total earlybirds du ved) gik vi en tur langs vandet, solen bragede ned og det var en fantastisk smuk morgen. Kristina går hurtigt med armene i fulde svingninger, så jeg følger trop. For enden af stranden satte vi os på klipperne og nød stilheden og den smukke udsigt over vandet. Vi mediterede og hun lærte mig en slags taknemmeligheds bøn, der fokuserer på glæden ved alt det vi har i vores liv, i stedet for alt det vi ikke har, hvis jeg nu bare… you know the drill.
Og midt i den trillede tårerne ud af øjnene på mig, det lyder sikkert banalt, men lige som jeg sad der, blev jeg så rolig og fyldt med lykkefølelse, virkelig virkelig rart og tiltrængt i øvrigt.
– Og rent tilfældigt er det fotos der illustrerer typisk spradebasse mig og rolige mig, det var så (surprise!) Kristinas idé med meditationsbilledet, jeg bakser jo bare rundt ellers. Oh dear…
No Comments