Jeg kender mange mennesker, som ikke får sagt fra i tide, de kører med på idéer og ting som de egentlig overhovedet ikke har lyst til. Enten gør de så tingene alligevel og føler en ubehagelig overskridelse af deres grænser eller også ender det i nogle forkvaklede og håbløse løgne længere henne i forløbet. Nogle gange har jeg været tilskuer til situationer og endda livsforløb hvor omverdenen har bestemt hvilken retning der blev gået, forestil dig at blive puffet lidt til højre og så ret meget til venstre, i stedet for at følge den og kun den præcise sti man selv har lyst til, livet vil unægtelig altid tage os på et par detours, det er uundgåeligt. Det er lærepenge og sådan skal det være. Det der kan irritere mig med folk der ikke får sagt fra, er at hvis de kommer ud i en rundforklaring til mig, er at løgnen ofte bliver så himmelråbende banal og gennemskuelig at jeg føler de underminerer min intelligens. Og det provokerer mig ærlig talt. Hvis man nu bare sagde nej, det passer dårligt, det kan jeg ikke påtage mig eller lign., så ender man slet ikke ’derude’, hvor løgnene er åbenlyse og kan gøre begge parter helt forlegne.
Personligt er jeg mellemgod, eller forholdsvis god til at sige fra, jeg har også et indbygget pleaser-gen, som gerne vil have ja-hatten på og give en masse af mig selv til andre. Det har givet mig en masse postive oplevelser i livet, men kan også betyde at jeg i perioder føler mig brændt ud. Jeg får ikke sagt fra og ender med at fyre min energi af på alle andre end mig selv. Og det er dumt. Og har taget mig mange år, både at erkende og blive opmærksom på det er ved at ske. I stedet for at tale kønsroller og pæn-pige syndrom, tænker jeg mere det handler om frygten for at blive opfattet som en bitch, for mit vedkommende. Jeg er meget direkte i min kommunikation, og ved jeg, i mine yngre dage kunne opfattes som meget streng eller bitchy – som vi nok mere kalder det i dag. Dengang blev jeg både overrasket og rigtig ked af det, da det slet ikke var min mening, men bare min direkte måde at udtrykke mig på. I dag er jeg bevidst om det og bruger både humor og en røvfuld smileys for at kompensere og understrege jeg mener det godt.
Men lad os nu tage sociale arrangementer… du modtager en invitation, tjekker kalenderen og du er ledig den dag, men betyder det så automatisk at du har lyst der om 2 eller 3 uger??
For der er nogle moralske kodeks der gælder her, og bordet fanger fanme hvis du har sagt ja! Det ved enhver…;-) Det er nemlig ikke velanset, at ringe et par dage før og sige; Ved du hvad, jeg er virkelig træt og uoplagt, så jeg må desværre melde fra. Næææ nej, vi roder os i stedet ud i noget med at lillemanden har fået feberkramper eller du simpelthen (så ærgerligt!) har fået en grum madforgiftning af de Glyngøre rejer du spiste i går. Det vælger vi så at gøre på selve dagen, og gerne på en sms.
– Kunne vi nu ikke bare droppe hele den farce og sige hvad egentlig vi mener og føler… jeg gad godt.
No Comments