Fornylig blev jeg kontaktet af en mand, som ville tale om noget arbejdsrelateret og høre om jeg var interesseret i et samarbejde ved at promovere det. Vi aftaler at mødes, han kommer 45 minutter for sent (!!!) – nuvel, ikke den bedste start i min optik, men shit kan jo ske. Men da vi så sidder overfor hinanden, kigger han ikke på mig når vi taler, han kigger ud af vinduet, rundt i lokalet og generelt væk, han er ikke en skoledreng men en mand i 50’erne, med umiddelbar styr på sagerne. Mens jeg sidder der og prøver at fange hans blik ved næsten fysisk at synke nedad for på at hiiiiive hans blik med op fra bordpladen, slår det mig at det irriterer mig grænseløst når folk ikke har øjenkontakt med mig i en samtale, specielt når der er tale om et one-to-one møde. Det virker så mega arrogant og uengageret på mig, jeg fik virkelig følelsen af, hvorfor sidder jeg her og spilder min tid?! Han havde kontaktet mig, for at foreslå en ting og nu dette…
Medmindre man er famlende teenager og lige skal lære at navigere i livet og relationer generelt, så provokerer det mig grænseløst. Jeg er overhovedet ikke ude i dyb intens øjenkontakt, som helt klart kan gå over ens privatsfære grænse, men alm. høflig (og interesseret) øjenkontakt i en møde situation.
Ham her til mødet virkede ikke som en genert mand, jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg skal definere eller beskrive ham, og det er jo heller ikke min opgave, men derimod var det interessant at mærke hvad det gjorde ved mig, jeg blev så pisse provokeret, ganske enkelt.
Forleden faldt jeg så over denne illustration på LinkedIn, en oversigt over hvilke fejl folk generelt begår til job interviews. Af dem der ryger i nej-bunken havde 67% ikke øjenkontakt til mødet ….jeg kunne ikke lade være med at smile, fordi jeg lige havde haft den ovenstående oplevelse. Til gengæld var jeg nok røget på at møde op i et ALT for farverigt out-fit, ifølge statistikken her 😉
Jeg er sikker på at der sidder nogle læsere nu og kender følelsen, altså den med ikke at bryde sig om for meget øjenkontakt, det er som helt naturligt for mig, kan være så forkert/ubehageligt for andre, skriv endelig om dine egne erfaringer på området, hvad går det mon ud på?
Og så håber jeg selvfølgelig du nyder påsken, min søn er i Rom med sin far, så jeg tuller bare rundt og hygger mig her i fridagene, ser lidt venner og forbereder indkøb til en lille brunch på søndag, hvor jeg fylder 43 år, tre-og-fucking-fyrre… gisp!
No Comments