Der har været stille på bloggen, efter modeugen sidste uge, som var spækket med nye flotte kollektioner og sparet for de værste mode-røvhuller (pardon my french) så skulle jeg lige til at ryste trætheden og tømmermænd af mig, da jeg fik meldingen fra min mor, om at hun skulle indlægges akut mandag morgen, hun har været på ferie i den Dominikanske Republik hvor hendes fod begyndte at hæve sig stor og mærkelig, hun fik penicillin hos sin danske læge, men det blev bare værre og værre, så da hun ringer helt ulykkelig mandag morgen og siger at hun skal indlægges og måske isoleres går alt alarmberedskab i gang hos mig, min mor er i slutningen af 60’erne og stort set aldrig syg, så når ord som tropesygdom, zica, isolation, blodforgiftning og betændelsesbyld bliver nævnt, går jeg mildest talt fuldstændig i panik. Sidder på Rigets TraumeCenter hele dagen, mens hun bliver mere og mere dårlig, ventetiden er ulidelig og jeg gider ikke engang skrive om alle de mærkelige modsigende beskeder vi får fra personalet dagen igennem, det er der ligesom rigeligt af på Facebook ikke sandt?!
Min mor får endelig ‘punkteret’ og renset bylden, som er på størrelse med en fastelavnsbolle – igen jeg skal spare jer for detaljerne. Men status er hun stadig er indlagt, nu på en god afdeling som er top-tjekket og har fuldstændig styr på hende time for time, så det er virkelig rart og trygt for os alle. Men jeg panikkede fuldstændig, jeg blev simpelthen stanghamrende angst for at miste min mor, tænker min omgangskreds nok har tænkt: “arhhh rolig nu, det er ’bare’ en slem infektion”, men i min verden var det kæmpestort og skræmmende, jeg græd som en tosset det første halvanden døgn, kunne slet ikke styre det. Mandag nat vågnede jeg om natten og græd som en pisket et par timer igen, kunne ikke kapere min mor led og var bange og sårbar… jeg har selvfølgelig tænkt over hvad fan det handlede om og der er vist ingen tvivl om at hun altid har været min klippe (min far og mor blev skilt da jeg var 4-5 år) og min familie består i dag kun at hende og min søn, jeg har halvsøskende bla. min halvlillesøster som bor i Århus og først har lært at kende som voksen. Så tanken om at miste hende er ubærlig for mig, helt ego-trippet måske. Da jeg var barn havde jeg nogle gange drømme hvor jeg faldt og faldt ned i en afgrund, dem kender de fleste nok, men lige inden det var for sent kom min mor flyvende i bedste Superwoman kostume og greb mig inden jeg crashede, en lille sej dame 1.60 høj – min mor!
De sidste par år har jeg været hård ved hende, snerret og været kortluntet, synes hun taler lidt i ring og går meeeeeget op i små hverdagsting, som hun ikke kunne drømme om tidligere.
Hun er uden tvivl verdens bedste mormor for Joel, springer gladeligt til og passer ham, hvilket gør at de har et rigtig nært og fantastisk forhold og det glæder mig helt ind i hjertekuglen at se. Jeg bliver såmænd bare konfronteret med at hun er ved at blive ældre og (naturligt nok) har brug for hjælp, min hjælp, men det passer sgu da helt skævt med Superwoman billedet som (8-årige) Karina har og hvem fan siger jeg har lyst til min nyudnævnte familieoverhoved titel?!?! Det er da ALT for tidligt for lille hjælpeløse mig… men det er det jo nok ikke, jeg har bare ikke lyst til at være det, længere er den ikke. Men tiden er kommet og jeg besluttede mig i mandags for at jeg tager teten og gør mig umage, så godt jeg kan. For jeg elsker min mor noget så højt også selvom jeg snerrer og ruller øjne engang imellem, hun har givet mig en selvstændighed og sønderjysk power som er helt speciel og jeg sætter stor pris på.
Lige nu er hun stadig indlagt, i bedring, men langt fra på toppen, men babysteps fremad– så det er godt og jeg ved nu jeg ikke mister min mor til en mystisk tropesygdom, men vi fik os alle en forskrækkelse og for mit vedkommende, måske en tiltrængt øjenåbner.
Tak for dig Mamma! ♡
(Familen von d’ejsen for cirka 18 år siden)
På lørdag tager Joel og jeg så på vinterferie til Dubai og H E L D I G V I S er min mor mandsopdækket af det bedste netværk af gode veninder som rykker ind, laver mad og passer på hende. Hurra for familie og venskaber, så kan alt andet være fuldstændig ligemeget.
Hvis du har lyst til at følge med i vores Dubai tur, så følg hjertens gerne med på karina_vondahe , jeg er en mildest talt en ivrig Instagrammer.
No Comments