Joel og jeg ramte Mallorca i fredags, virkelig dejligt at tage på sommerferie så tidligt, når nu vejret har været så kedeligt i Danmark.
Vi kom lidt omtumlet fra start, da 3/4 af hotellet bestod af grupper med mænd hvis formål var at drikke virkelig mange øl, feste og synge der der Åhlålålå-sang. Min søn er stærkt bekymret for om jeg nu hader bogstavet Å, prøver forgæves at forklare ham at det ikke helt er sådan det fungerer. For mig ihvertfald 😉
Nu er der faldet lidt ro på og i går var der mange børnefamilier, vi ved bedre hvordan vi skal navigere og finde de dejlige steder, takket være god hjælp fra Facebook venner, da jeg panikkede over at være havnet i “Sunny Beach”.
Indlægget her handler om noget helt andet, har nemlig observeret de to sidste morgener at samtlige hotelgæster sidder forstenet, med et stift ligegyldigt blik i øjnene og spiser alt hvad hjertet kan begære. Jeg er sikker på at de alle har glædet sig nøjagtig ligeså meget som Junior og jeg til F E R I E og afslapning. Men hvorfor taler de så ikke sammen..? Hvorfor griner de ikke – nu taler jeg ikke om de tyske fest-tosser, tømmermænd er jo en sag for sig. Nope, det er unge par, ældre par, vennepar sammen, veninder og familier med halvstore børn – uden undtagelse i zombie tilstand. Begrebet “komme ned i gear” er saftsuseme kicked in her! Min egen mega objektive (!!) betragtning af sønnike og jeg er at vi er sådan mellem vakse, vi er også begyndt at sove længere, men vi griner, pjatter og taler da sammen.
Mine fantasier spinner amok over de forskellige borde ved morgenmads buffétten… det par der er slut 20’er ergo de er ikke nået sølvbryllups ligegyldigheden, mon ikke de knalder som gale hernede. Hvorfor smiler de så slet ikke nu….?! Det vennepar fik med garanti rigelig med tiltrængt sangria i går, skønt at slippe tøjlerne fra hverdagens trummerum, arbejde og uendelig strøm af mails og telefoner og tage på ferie med venner man godt kan li’. Hvorfor er de så ikke bare lidt sprudlende? Hvorfor….. forstår det ikke. Det er jo ikke fordi lige præcis de her mennesker er unormale, men det er sådan vi mennesker er… vi glæder os, glæder os… og PUF luften går ud af ballonen.
Forunderligt.
På onsdag fylder Joel 9 år, glæder mig så meget til at fejre ham, han er sådan er god rejsepartner. Han skal have min gamle Iphone i gave, han har tålmodigt ventet, størstedelen af hans klasse har telefoner, men hans far og jeg har insisteret på at det først blev efter 9.
Solskins hilsner fra K.
No Comments