Må man overhovedet smide kludene når man ikke er ung, tynd og perfekt?

Krop og vægt, vægt og krop…. Hvor er jeg dog træt af det skal fylde så meget hos os kvinder, altid med som en trofast (lorte) ven, hvorhen vi går og konstant i vores tanker.

Bevares, jeg har gode og dårlige dage, dage hvor jeg synes det kører for mig, synes jeg er ok nydelig for mine 41 år, føler mig udhvilet, skarp og helt sexet. De dage er der mest når jeg ikke kan sammenligne mig med andre. De andre dage er dem hvor jeg nærmest ikke føler jeg har berettigelse til at være, være der lige midt i modebranchen omringet af størrelse 36, det rigtige tøj, den rigtige mening, den rigtige mand, det rigtige alt. Faktisk oplevede jeg det som jeg vil kalde et mini-angstanfald midt i Copenhagen Fashion Week engang, hvor jeg ofte deltager som gæst til diverse modeshows og events qua mit arbejde med PR. Jeg stod en sen eftermiddag på Nimb og kunne slet ikke være der, alt snørede sig sammen indeni mig, følelsen af ikke at passe ind (længere) overvældede mig helt enormt, jeg nikkede og smilede og forsikrede dem jeg mødte på min vej at jeg da SÅ meget var på vej videre til næste show (de ligger helt tæt efter hinanden i modeugen) og ja, vi skulle da feste til den designerfest senere, for så at skynde mig udenfor og skifte til de medbragte flade sko og bare løbe løbe løbe væk, over til min bil, hjem og tage makeuppen af og gemme mig i trygge rammer og ind under dynen.

Misforstå mig ikke, jeg elsker mennesker, faktisk er jeg fuldstændig sikker på at jeg bliver opfattet som meget udadvendt og det er jeg skam også, det er helt klart også en del af mig. Og så er jeg vild med kvinder – også dem som er meget smukkere og klogere end mig selv. Hos hver især af mine veninder kan jeg se dejlige og seje kvaliteter som jeg nyder og beundrer. Vi skal bare huske at fejre vores forskelligheder, ikke være en hær af dødssyg ensartethed.

Denne sommer lagde jeg et billede af mig selv fra min sommerferie på Instagram i en grøn bikini med ordene:

”Engang var jeg tynd og sprød, det er jeg ikke længere. Man må lære at elske det der er og det er ikke altid let, i dag er (heldigvis) ikke én af de dage.”

What the fuck….pludselig kom der en masse søde og opbakkende kommentarer og tilkendegivelser fra kvinder jeg slet ikke kendte om modighed og hvor befriende det var. Nå (!!!) tænkte jeg, jeg er åbenbart ikke den eneste som er lidt træt af et uopnåeligt ideal og tænk hvor dejligt at vi ikke kun er ude på at finde fejl hos hinanden.

Efterfølgende blev jeg kontaktet af en svensk fotograf jeg har kendt i over 20 år og som har fotograferet mig back in days da jeg var model. Han spurgte om vi ikke skulle lave nogle sensuelle og halvafklædte billeder af mig. Jeg grinede højt da jeg læste hans mail! NO WAY, det havde jeg da bare slet ikke lyst til, jeg er alt for gammel og ude af form, det kan da aldrig blive godt, puha bare tanken om at skulle gøre det gav mig helt kvalme. Så jeg takkede pænt nej. Men hans gav ikke op så let og vi skrev lidt frem og tilbage om det over et par måneder, jeg skrev blandt andet; altså du er godt klar over jeg er en str.42-44 nu og overhovedet ikke stram og perfekt som dengang ikk?? Hans svar var simpelt; Jo da, det er derfor vi skal gøre det, som en hyldest til kvinder i alle aldre og størrelser.

Hmm, det var jo selvfølgelig en god ting kunne jeg godt se, men stadigvæk ikke noget for mig og mit kontrolgen.

Så kom der en dag hvor jeg tænkte FUCK IT, nogen gange skal man face sin allerstørste frygt for at kunne flytte sig – og de billeder kom altså ret højt oppe på listen over ting jeg har ikke har lyst til skulle jeg hilse og sige, så det var kun én ting at gøre, kaste sig ud i det uden faldskærm og aftale en fotodag. Personligt er jeg vild med modige mennesker der tør, og det var tid til at være det selv.

Her kan du se resultatet, smil eller rynk på næsen, det er bare mig – og det er ok.

Kærligst Karina.

 

Fotograf: Jesper Lindgren – Hår og Makeup: Carina Rehmeier – Lingeri: Anne Sax

 

Ps. Følg gerne min blog på Facebook: Oh yes